Medieludere

De er sgu over det hele. Medieluderne. Ironisk nok, så er jeg sgu efterhånden selv blevet en. 
Jeg går i klasse med en pige, der ikke har Facebook. En pige på min alder. Jeg syntes det var underligt, og jeg kunne ikke forstå det i første omgang. Samtidig oplevede jeg en følelse af misundelse over, at hun ikke var afhængig af det pis. Facebook. I guder, hvor bruger jeg meget tid på det om dagen. Når jeg så er færdig på Facebook, runder jeg lige Instagram og Snapchat, for igen bare at se på de samme idealistiske iscenesættelser. Det er vel det, de sociale medier hjælper os med – at realisere os selv, at dyrke os selv mens vi skaber vores egen identitet, men dog oftest kun den polerede version. Internettet må nok være det medie, der gør det nemmest at viderebringe budskaber, og i dag er vi nærmest afhængige af det. Tag nu bare min blog som et eksempel. Jeg ser den som “mit sted”. Et sted, hvor jeg kan skrive om lige hvad der falder mig ind… MEN, hov, det er jo alligevel aldrig helt tilfældigt, hvordan jeg fremstiller det. Hver gang, jeg poster et nyt indlæg, overvejer jeg om det nu er noget nogen vil læse – og hvis ikke? Så finder jeg på noget andet at skrive om; det skal jo være interessant, og desuden skal det helst passe til resten af indholdet på bloggen. Billederne skal da heller ikke være for kedelige, og må gerne minde om noget læserne har set før – for så kan folk identificere sig, med det de ser, og ding-dong-dynamolygter, det tænder befolkningen på! Jeg er heller ikke bleg for at indrømme, at bloggens design, som primært bare er sort/hvid, er et bevidst valg af, at så mange andre skandinaviske blogs kører den minimalistiske stil. Min Instagram er også et eksempel på det liv og den person jeg gerne vil være udadtil. Jeg vil gerne fremstå så godt som muligt, i forhold til det ideelle billede som jeg forestiller mig. 
Jeg er en medieluder, men jeg skammer mig ikke. Hvorfor? Fordi alle stort set er det på hver sin måde. Det er nu engang som det er, at medierne er blevet en stor del af hverdagen. Det kan vi ikke benægte.
Så når vi bruger så meget tid på at være medieludere, mens vi dyrker os selv i jagten på anerkendelse samt oploader profilbilleder med positive citater som: “Winners never quit, and quitters never win”, hvad sker der så? Der sker en forenkling. Vi ligner hinanden mere og mere. Vores middage og cafébesøg på Instagram ligner hinanden, vores ‘stories’ på Snapchat, hvor vi drikker, fester og udstiller os selv og andre, ligner hinanden. Jeg forholder mig pt. neutralt til dette emne, fordi det er så indprentet, så normalt for mig at have et liv på de sociale medier. Det I har læst nu, er blot nogle observationer jeg har gjort mig meget på det seneste – jeg har endnu ikke overvejet de postitive og negative sider. Jeg følger bare strømmen, så meget som jeg nu vil, og så trives jeg egentlig med det.
Er jeg alene om at tænke sådan, eller hvad tænker I derude? 🙂

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv kommentar