Personal

Noget om når forelskelsen ændrer sig og forpligter

Det er en stille og rolig aften så jeg taler lidt om, hvordan jeg selv har oplevet kærligheden i mit forhold blomstre og ændre sig. Hvordan har jeg det med det, og hvordan håndterer jeg det? Bered jer på et af de længere indlæg, hihi…

giphy tumblr_nre8g73MOE1tvz3m9o1_500

I starten var det jo helt fantastisk, og jeg kunne bare ikke få ham ud af hovedet. Ja, det var faktisk frustrerende, for jeg var ikke særlig produktiv, og kunne ligeså godt have siddet i et hjørne og savle – for jeg drev rundt på en lyserød sky, og jeg var bare dybt godnat, haha!

Og hvad så med nu, et år efter? Hold da op: “et år efter! Er tiden virkelig gået så stærkt?“, tænker jeg ofte. For jeg husker det som var det igår jeg troppede op hjemme hos ham, helt alene, hvor der var fest og der opstod lidt sød musik.

Jeg er stadig forelsket, men det er på et helt andet niveau. Forelskelsen har ændret sig, men ikke i en dårlig retning. Hmm, man kan beskrive forelskelsen som mere afslappet. Jeg har endelig fundet en jeg virkelig kan være mig selv med, én som har accepteret alle sider af mig (gode og præmenstruelle), én jeg kan grine med, én jeg kan tale med om alt. Det er både intimiderende, at nogen kender mig så godt, men samtidig føler jeg mig også tryg, og det kan jeg mærke han også er. Vi har det sgu meget godt sammen, men forelskelsen har ændret sig, og jeg føler mig pludselig mere voksen fordi det netop ikke længere er et af de der skøre teenagecrush. Nej, det her er ægte. Forelskelsen har ændret sig til kærlighed.

Når man er i et forhold, så forpligter det også på visse punkter, og nogle mener endda, at det sætter begrænsninger. Jeg kan dog ikke forstå, hvorfor man vælger at se sit forhold som en begrænsning. Hvis der er noget man virkelig gerne vil, og man elsker hinanden, burde forholdet ikke stå i vejen. Jeg har altid haft drømme om at rejse, men jeg har simpelthen ikke lyst til at undvære ham (og jeg har desuden allerede været på en masse studieture). Dermed sagt ser jeg altså ikke mit forhold som en begrænsning, for det er mit eget selvstændige valg, at jeg ikke tager et halvt sabbatår i udlandet. Det var noget andet, hvis det var ham der forhindrede mig. Så kan man måske tale om en begrænsning.

Forhold forpligter på visse punkter, men jeg ser det langt fra som en begrænsning. Et forhold er hvad man gør det til, og så længe han er lykkelig, og jeg er lykkelig, så er det det bedste jeg længe har oplevet. Jeg ved, at jeg stadig er ung, så hvad ved jeg i grunden om kærlighed? Jeg ved bare, at det jeg oplever lige nu er fantastisk, og jeg ønsker det for alle mennesker.

Kærligheden.

blogsignature

Relaterede indlæg

2 Kommentarer

  • Svar
    Rikke Sunds / Søndagshjerte
    3. november 2016 den 7:46

    Hvor er det skønt at hører! 🙂 Dejligt for jer, at forelskelsen stadig lever, selv et år efter!
    Jeg er på 6. år med min kæreste, og der er stadig kærlighed i luften og jeg kan stadig sidde med sommerfugle i maven over ham. Det er utroligt – og utrolig intimiderende, som du også siger!

    Nyd det!

    Knus
    Rikke / Søndagshjerte

  • Svar
    Jeanette Henriksen
    5. november 2016 den 23:15

    Hvor er det bare et skønt indlæg og du har så meget ret, man skal ikke begrænse hinanden.
    Jeg har været sammen med min kæreste i 6½ år og det er meget vigtig for mig at vi altid er åbne, ærlige og gør det ting vi hver især har lyst til. Det skal der være plads til i et forhold. Jeg var virkelig bange da jeg gik ind i forholdet, synes det var så enormt farligt fordi jeg tidligere var blevet såret, men hold nu om hvor jeg ikke fortryder det. Han er virkelig min eneste ene. Jeg gir mig også hen til ham og jeg kan heller ikke undvære ham ret lang tid af gangen, men det er på ingen måde en begrænsning.

    Knus Jeanette

  • Skriv kommentar