Get to know Interviews

GET TO KNOW: Frk. Mejer

Jeg elsker simpelthen at lave de her interviews med så mange fantastiske mennesker! Jeg smiler hver eneste gang svarene tikker ind i min indbakke, og det bliver kun bedre af, at jeg kan dele det hele med jer, her på bloggen.
Til aften skal I nemlig møde en helt fantastisk og spændende personlighed. Hun er en vaskeægte vintage queen, med et moderne touch, i en alder af kun 22. Jeg er grøn af misundelse på hendes feminine og galante stil, som er inspireret af 1900-tallet, men det kan I læse mere om nu. Det kommer nemlig til at handle om vintagemode, i en moderne verden, Marilyn Monroe, feminisme, skøn litteratur og det perfekte med det “uperfekte”.

Fortæl lidt om dig selv. Hvem er denne Frk. Mejer?
Jamen, jeg er lidt en moderne frøken, som bare er helt forelsket i vintage og i særdeleshed 50’ernes mode. Jeg er nok født lidt ind i den forkerte tidsalder, sådan rent stilmæssigt, og måske også i forhold til, at jeg sætter pris på at holde et hjem, bage og hygge derhjemme og omkring mine nærmeste. Alligevel skal man ikke kimse af, at jeg også er en pige, som virkelig gerne vil opnå noget karrieremæssigt. Så en bedstemor indvendigt, vintage udenpå og alligevel moderne = modern vintage, simpelthen – både i tøjet og personligt.
Jeg er også en meget følsom pige og har derfor valgt at lægge vægt på at være særligt sensitiv, men ikke på den der ”det er en sovepude/undskyldning”-måde, men mere hvordan det hjælper mig til at forstå mig selv bedre og hvordan jeg kan udvikle mig i en positiv retning. 

Hvad kan vi læse om på din blog?
Der er meget forskelligt på min blog, men jeg skriver om mode på budget. Jeg elsker highstreet og genbrugsfund. Jeg skriver også omkring min særlige sensitivitet, livets tiny moments og så kommer der en bitter dame op i mig engang imellem, hvor jeg lige får luft især på den feministiske front. Jeg mener virkelig, at kvindeindlæg og feminisme er noget, som man bør sætte fokus på gennem forskellige perspektiver. Så lidt mode, lidt vintage, lidt debat og lidt personligt med alt fra de gode øjeblikke og til livets triste stunder. Det er meget vigtigt for mig at vise, at der er to sider til alle de sociale medier. Jeg er Frk. Mejer og jeg er Louise. Jeg er glam, fin, glimmer og overdressed, men jeg er også irrationel, makeupfri på sofaen flere dage i træk og enormt klodset – det er det ”perfekte” med det uperfekte. Selvironi er en væsentlig ting hos mig.

Hvem er dit største (vintage) stilikon og hvorfor?
Jeg tror mit største stilikon må være Marilyn Monroe med frygt for at lyde som en kliché. Jeg er bare forelsket i hendes blonde hår og de store læber. Hun var jo bare så gudeskøn og hun var både sensuel, men alligevel meget ærbar. Jeg er generelt inspireret af meget forskelligt, nogle gange er det Trixie fra Call the Midwife, andre gange Blair Waldorf fra Gossip Girl. Jeg tror, at jeg generelt bliver inspireret af kvinder som er elegante og har en klassisk stil. Jeg er vild med den ynde, som vintagemoden havde, fordi jeg synes det er så ufatteligt smukt.

 Hvordan vil du beskrive din stil?
Min stil er meget klassisk og overdressed. Jeg er mester til at gøre lidt for meget ud af mig selv og det der med at være casual dur jeg ikke til. Jeg er retro med et twist af noget moderne, men altid meget feminin. Det er vigtigt for mig at føle mig kvindelig i alt, hvad jeg tager på. Dog skifter jeg meget mellem perioderne, men min stil er et virvar mellem 1920’erne og til 1960’erne.

Hvad vil du bare helst ikke undvære i garderoben?
Jeg kan ikke undvære mine kjoler. Meget kan jeg, og jeg giver gerne bukserne som offergave, men ikke mine kjoler. Desuden vil jeg heller ikke undvære mine læbestifter, det er mere makeup end garderobe, men jeg bryder mig ikke om, når jeg ikke har læbestift på. Det fuldender altid mit look.

Hvad drømmer du mest om at opnå?
Jeg drømmer om mange ting, men mest af alt nok at blive succesfuld og glad indenfor det felt, som jeg håber på at arbejde med. Tænk engang, hvis bloggen blev virkelig succesfuld? Det ville betyde så meget, fordi det er det, som jeg elsker at lave. Den indeholder alle sider af mig, så at den opnår flere læsere og succes er drømmen.Hvad har du af interesser udover din blog?
Jeg studerer jo litteraturvidenskab, så selvfølgelig elsker jeg at læse. Jeg elsker også at kigge efter bøger i genbrugsforretninger, fordi der er mange smukke, brugte udgaver, som jeg ikke har kunnet stå for. Jeg bruger generelt meget tid på at kigge efter tøj – på nettet og i butikkerne rundt omkring. Det kan jeg sagtens bruge flere timer på. Ellers kan man nok finde mig i køkkenet i gang med at lave hjemmelavede pizzaer eller en cheesecake med chokoladepynt og guldstøv. Lidt overdådig har man lov til at være. 

Hvilken er den bedste bog du nogensinde har læst, og hvorfor?
Uhhh, det er svært. Jeg skifter rigtig meget med yndlingsbøger og perioder, fordi jeg er generelt glad for 1800-tallets romantik, men nogle gange bliver det lige tungt nok. Jeg tror at en af dem må være Khaled Hosseinis Drageløberen. Den fangede mig så meget og den rørte mig enormt meget. Den er anbefalelsesværdig, fordi den er velskrevet og indeholder plottvists, som man ikke regner med. Men en af de bøger som jeg har grædt af grin over er nok Hella Joofs Papmachéreglen. Den er nok en af de bedste bøger nogensinde og jeg måtte holde pauser, fordi jeg trillede rundt af grin. Den er så rigtig og så vidunderlig.

 På dine 22 år, hvad er så noget af det vigtigste du har lært?
At man skal acceptere sine begrænsninger og sig selv for, hvad man kan. Jeg øver mig hele tiden i at lade være med at forsvare mig selv overfor andre og stå ved, hvem jeg er. Vi er jo forskellige mennesker og kan forskellige ting, hvilket er vidunderligt. Jeg har lært at blive bedre til at rose mig selv og ikke mindst kender jeg mig selv rigtig godt efterhånden. Ærlighed overfor sig selv og andre så langt henad vejen som muligt. Jeg behøver heller ikke at være perfekt til alting, det er jo netop okay, at jeg ikke kan alting. Det ville da være anstrengende, hvis man skulle være god til alt og det er jeg så langt fra, men så øver jeg mig i at dyrke de ting, som interesserer mig og som jeg kan.

Har du ikke fået nok af Frk. Mejers vintageunivers må du hellere skynde dig forbi hendes blog lige her. Du kan også følge hende på Facebook og Instagram, hvor hun ofte deler endnu flere lækre billeder af cheesecakes, blomster, kjoler og andet feminint guf!  

Relaterede indlæg

2 Kommentarer

  • Svar
    Freja
    13. september 2017 den 17:29

    Hvor er det et fint interview, synes altid det er så hyggeligt at læse sådan nogle. Man føler altid man kommer til at kende personerne lidt bedre og mere personligt 🙂

  • Svar
    Frk. Mejer
    14. september 2017 den 20:27

    Jeg er så glad for, at jeg måtte være med ❤️

  • Skriv kommentar