Livsstil

Sund frokost: Avocado- og spinatsmoothie

Hej med jer!

Jeg fik en smoothieblender i julegave, og jeg har brugt den flittigt lige siden december. For det meste har jeg bare lavet jordbær/banan smoothies til morgenmad, men jeg er på det seneste begyndt at udvide min smoothiehorisont så at sige. Med inspiration fra min veninde, er jeg nu blevet helt vild med denne avocadosmoothie! Jeg laver den oftest når jeg kommer hjem fra arbejde omkring kl.14, hvor maven rumler en smule. Den er helt klart et sundere alternativ til den krydderbolle jeg normalt smører med syltetøj og ost. Generelt er jeg super dårlig til at få mine grøntsager, og at spise frugt. Jeg synes det er super kedeligt, men kan jeg få lov til at lave en smoothie i stedet, så skal jeg nok få de sunde sager indenbords. I må derfor meget gerne dele jeres favorit frugt-/grønsagssmoothies i kommentarfeltet til dette indlæg, så jeg kan prøve flere sunde alternativer af 😀

Det skal du bruge (1 person):

1 avocado
1 pære (skrællet)
Friske spinatblade
3 dl A38
1/2 dl mælk
Citronsaft

Fremgangsmåde:

Skær avocadoen ud, og kom den i blenderen. Skræl derefter pæren, hvorefter den skæres i skiver og kommes i. Blend det sammen (jeg foretrækker at blende det lidt efter lidt, når det er i en smoothieblender, men man kan sagtens komme alle ingredienser i på samme tid i en normal blender). Kom herefter A38, mælk og citronsaft i og blend efter. Tilføj cirka to håndfulde spinat og blend færdig. Bruger du en smoothieblender (eller smoothie twister, som den vist også hedder), kan det være nødvendigt at røre lidt rundt i det ind i mellem, for at være sikker på, at det hele er blevet blendet godt sammen.

Nyd din færdige smoothie til morgenmad eller frokost (den er bedst, hvis den har fået lov at stå på køl lidt, men kan naturligvis også drikkes med det samme) <3

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv kommentar