Alle indlæg af

Camilla Sofie

Personal

Er der en korrekt måde at være ung på?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv en del gange. Det er kommet sig ud af mine eksistentielle kriser og lave selvværd, som af og til er dukket op ved hoveddøren. Bare rolig. Jeg har for det meste gode dage, men på de mindre gode begynder mit hoved at køre ud af sit eget spor. Det er et spor fuld af uendelige refleksioner. Jeg snakker i dag om det her med at være ung, og om der findes en korrekt måde at være det på. Det er lidt et bredt emne, så jeg afgrænser det til det jeg har tænkt mest over – socialisering og bylivet.Jeg læste et ret inspirerende indlæg på Frk. Mejers blog for nylig, og det fik mig til at tænke over, hvordan ungdommen i dagens Danmark ser ud, og hvordan jeg til tider kan føle at jeg ikke passer ind. Jeg mener, at der ligger et socialt pres på unge om, at vi skal være med til alt: drikke os fulde, feste hver weekend og være på hele tiden. Vi skal have travlt og være del af et solidt netværk, som kan hjælpe os med at holde ensomheden på afstand. Bevares, jeg kan godt lide at feste, men jeg gør det ikke så tit og hvis folk tager i byen er jeg ofte den der tager hjem – jeg synes simpelthen ikke det at gå i byen siger mig så meget, og så vil jeg hellere stoppe mens legen er god. Af den grund kan jeg ofte føle mig forkert, eller anderledes. Jeg har undret mig meget over, hvorfor jeg aldrig blev det unge menneske som jeg havde forestillet mig, før jeg fyldte 18 år. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle gå i byen og drikke hver weekend – og når hjembyen blev for kedelig skulle jeg på pubcrawl rundt i byer som Odense og Aarhus. But nooo that has never really happened. Jeg forestillede mig også, at jeg skulle være lidt mere rebelsk, men det har jeg heller aldrig rigtig været.

Jeg har behov for at se mine veninder, og også for at være social, men det er måske ikke så meget som andre. Jeg har ofte nok i mig selv og min lille lykkeboble, som jeg for det meste render rundt i. For ikke så længe siden havde jeg tre veninder på besøg til lidt lækker mad, dessert og vin. Det var en af de bedste aftener længe, og det er sådan jeg foretrækker at være sammen med folk, når jeg skal være social og “være på”. Det vil jeg langt hellere end at gå i byen – det private er mere mig, ligeledes er privatfester. Jeg ved, at det højst sandsynligt handler om at anerkende hvilke behov jeg har og så acceptere dem. Jeg ved, at jeg skal blive noget bedre til at acceptere, hvem jeg er, og hvad jeg har behov for uden at føle mig forkert i forhold til resten af min omgangskreds. Det er igen det her med, at jeg ikke bryder mig om at føle mig anderledes på nogle punkter overhovedet – men det ville da også være kedeligt, hvis vi lignede hinanden alle sammen, ikke?Det endelige svar må være, at der ikke er en korrekt måde at være ung på når det kommer til socialisering eller byliv. Det burde jo egentlig være et åbenlyst svar, når vi er så forskellige og ikke alle er ekstroverte. Det er tvivlen der sætter sine spor, og bliver djævlen på skulderen der fortæller, at jeg burde komme ud noget mere. Men i forhold til hvad? De sociale normer for ungdommen? Well screw them. Så vil jeg hellere lytte til mine egne behov, og nyde en kop varm kakao en lørdag aften derhjemme – enten i selskab med bedsteveninden eller for mig selv. Det er sådan jeg trives.

Bloggerliv

Lad os tale om stereotypiseringen af bloggere

Jeg bryder mig normalt ikke om at identificere mig selv som “blogger”. Hvis det kommer på tale siger jeg, “at jeg har en blog” og forsøger at fortælle det lidt henkastet, hvis folk spørger ind til den del af mit liv – og det synes jeg egentlig er en kæmpe skam! But why do I do this?

Ordet “blogger” klinger en smule.. tjaa.. negativt i nogle folks ører, og vi sættes hurtigt i samme bås som værende nogle overfladiske og kommercielt hungrende væsner, som altid er på jagt efter materielle goder, eller lækre events som vi kan skrive om. Alene på grund af den stereotyp finder jeg det grænseoverskridende at skulle tale om mig selv som blogger, eller generelt fortælle om min blog – hvad hvis folk sætter mig i netop den bås? Jeg opfatter ikke mig selv som overfladisk, eller min blog som værende en kommerciel forretning. Jeg er i virkeligheden rigtig usikker omkring det her med at snakke om min blog, og det var også derfor jeg var så længe om at få den op på Facebook. Det blev pludselig mere virkeligt, fordi venner og familie følger med nu. Bevares, stereotyper er her af en grund, og jeg ser efterhånden også mange blogs som indeholder lidt for mange sponsorerede indlæg (efter min mening), så det nærmest kun er reklame på reklame.

Da jeg for første gang nævnte på arbejdet, at jeg har en blog, var det første min kollega sagde: “ej, jeg kan slet ikke forestille mig dig have en blog”. Jeg er sikker på, at hun intet ondt mente – hun undrede sig vist bare fordi jeg ikke levede op til hendes forventning om, hvordan en blogger er eller ser ud (jeg ligner forresten trash når jeg er på arbejde, ha ha!). Hendes undring bekræftede mig bare endnu mere i, at bloggere placeres i den samme kategori – selvom ikke et eneste menneske er ens og blogs heller ikke er det.

Udadtil vil jeg give ret i, at der ligger en konsensus om, at et bloglayout skal være simpelt. Det hele er meget sort/hvidt, og på den måde ligner mange blogs hinanden layoutmæssigt. Når det så er sagt, er indholdet sjælendt det samme, og hvis det er, så er måderne at formidle det på forskellige.

Åh ja, stereotyper er jo over det hele, og for bloggere, og branchen generelt, er der heller ingen undtagelser.  Mit ønske med dette indlæg er blot at lægge fokus på, at ingen blogs eller bloggere er ens. Derudover betyder et sponsoreret indlæg ikke nødvendigvis at man er overfladisk eller bare vil have ting. Bum.

Hvilke stereotyper oplever I som bloggere? Er jeg galt på den, eller er der noget om snakken?

Skøn litteratur

Boganbefaling: #GIRLBOSS af Sophia Amoruso

Jeg har været ved at læse en helt fantastisk bog, som jeg taler lidt om i dag. Jeg har ligget syg hele weekenden, så der har været masser af tid til at nyde en bog i sengen. Du har måske allerede hørt om den, for den blevet ret populær på det seneste, og det skulle ikke være en undtagelse hos mig.

I denne selvbiografi #GIRLBOSS møder vi Sophia Amoruso, som er en amerikansk kvindelig iværksætter. Hun står bag nastygal.com, som startede ud som en vintage modeforretning på eBay. Det skulle vise sig, at Nasty Gal Vintage voksede sig rigtig stor, og hun havde massere af kunder, som af og til bød op mod $2500 for hendes unikke vintage fund. På den måde gik hun hurtigt fra et liv med en masse små shitty jobs, problemer i skolen og lidt småtyverier, til at skabe sin egen millionforretning indenfor vintagemode. Hun havde fundet sit kald, og fortæller i denne selvbiografi, hvordan hun nåede dertil, og hvad vi skal gøre for at blive vores egen #GIRLBOSS.Uden at afsløre for meget kan bogen siges at være en del af en større bevægelse, nemlig Sophias personlige svar på hvad en #GIRLBOSS er. På en særdeles humoristisk måde kommer hun omkring hvilken modstand hun har mødt på sin vej til succes som #GIRLBOSS, men også lidt om den modstand hun mødte før hun fik succes med Nasty Gal. Sophia blev diagnosticeret med depression og ADD i løbet af highschool, og det med at gå i skole, var aldrig rigtig noget for hende. Hun lod sig derfor sidenhen få hjemmeundervisning. Hun gør generelt meget ud af at fortælle, at hvis skole ikke er noget for dig, og du ikke kan finde ud af det, betyder det ikke at du er uduelig og værdiløs, men at dine talenter simpelthen bare ligger et helt andet sted. Med et lidt ucensureret sprog tager hun os med på hendes mest personlige rejse, hvor vi hører om de mennesker hun møder, og hvordan hun finder dem alle på MySpace. Vi hører om hendes talent for at style sine billeder til eBay, der gør, at hun sælger så skide godt.

Jeg er helt vild med det gennemgående budskab i bogen, som går ud på, at der er mange veje til succes. Hendes mål med bogen er at fortælle om, hvilke regler man skal følge på vejen til succes (i forretningsverdenen) og hvilke man skal kaste i skraldespanden, samt alle de fejltagelser hun har begået, som hun håber hun kan sparre andre for.  Bogen er fyldt med sjove og inspirerende citater, ofte for hver gang et nyt kapitel starter. Jeg synes det giver bogen et charmerende grafisk layout, og jeg elsker det!
Da jeg læste bogen følte jeg ikke, at det var en selvbiografi som sådan, men at det ligeså godt kunne have været en hvilken som helst fiktiv fortælling. Jeg blev opslugt, og betaget af hendes person, så jeg ikke tænkte over, at det faktisk var en virkelig historie jeg sad med – der er vel også en grund til, at den er blevet til en serie på netflix 😉

Er du ligesom jeg helt vild med at læse om selvstændige og stærke kvinder, så er den her nok en bog for dig, for Sophias historie er i sandhed inspirerende. At læse om hvordan hun er gået fra et liv fyldt med modstand til at finde hendes kald i livet, til at finde det eneste hun virkelig kan finde ud af, er simpelthen medrivende. Hun er forretningskvinde helt ind til benet, og det kan også mærkes i hendes no-fucks-given approach til businesslivet – hun er benhård, en god leder og knalddygtig.

Hvor kan den findes?
Jeg købte bogen på plusbog.dk, hvor jeg fandt den i paperbackversion og så på engelsk til kun 124 kr. lige her, hvor den i Bog & Idé koster 299 på dansk. Derfor valgte jeg at finde den på nettet, og der er også mange andre steder, hvor den kan fås på dansk til billigere penge – spørg bare google 😉

Personal

Jeg har det bedst, når jeg glemmer at tjekke telefonen

Jeg er på det seneste blevet mere nærværende. Jeg tror måske, det kan have noget at gøre med, at jeg nu er flyttet hjemmefra og nyder når jeg får gæster eller besøger folk. Det er ikke så ofte, fordi arbejdet fylder meget og gør mig træt, men når det er, så nyder jeg det altså. Jeg nyder andres selskab så meget, at jeg til tider fuldstændig glemmer at tjekke telefonen. Det er skønt. Jeg tjekker heller ikke telefonen når jeg er på arbejde, udover i pausen. Når jeg glemmer hvor jeg har lagt min telefon, eller glemmer at tjekke den for notifikationer, er jeg overbevist om, at det er på sådanne tidspunkter af mit liv, hvor jeg har det bedst.

Den konstante tilstedeværelse på medierne gør, at vi udsætter os selv og andre for et massivt forventningspres om, at vi skal være tilgængelige døgnet rundt. Det resulterer i det såkaldte FOMO (fear of missing out), for nogle mennesker, og gør os stressede. Hvor blev der af det der med “Carpe Diem” og at leve i nuet? Jeg siger ikke, at vi ikke må have et digitalt liv, eller at vi ikke må tage billeder af alt hvad vi oplever, for at dele det på sociale medier, men jeg synes godt vi kunne blive bedre til at være tilstede i nuet. Det er sundt at slippe telefonen, især når vi er sammen med andre mennesker. Jeg synes det er vigtigt at huske på, at når man tager telefonen frem i et fællesskab så skaber det også ofte en kædereaktion. Den ene finder telefonen frem, og så den anden. På den måde er telefonen ikke bare en distraktion for dig selv, men også for andre omkring dig. Og nu hvor vi taler om distraktion, så udsætter vi os selv for en masse støj, når vi besøger de sociale medier – idealer, reklamer og gruppechats, der ikke er til at holde styr på. Ja tak, jeg tror faktisk jeg har fået nok.

Jeg vil gerne blive endnu bedre til at gøre mere af det, der får mig til at glemme at tjekke telefonen, så jeg bare kan have nok i mig selv, mine veninder/kæreste/familie og det liv jeg har at leve. Jeg vil gerne tro på, at min verden ikke falder sammen af, at jeg ikke lige får tjekket telefonen nogle timer. Indrømmet så fylder min telefon jo stadig en del af min hverdag om jeg vil det eller ej (mest morgen og aften). I går læste jeg i en artikel på Zetland, at det viser sig at unge mellem 13-19 år i gennemsnit bruger seks timer bag en skærm, hver dag.

Jeg er stadig ung, men det afholder mig ikke fra at tænke, at jeg kun har det her liv, og at jeg skal få det bedste ud af det. Det er nok et ret så klichéagtigt budskab, det her med at leve i nuet, men jeg begynder at forstå det. Den glæde jeg føler, når jeg har koncentreret mig om at være sammen med folk, eller at læse i sengen, uden en forstyrrende telefon, er unik, og sådanne øjeblikke vil jeg have flere af. Det er gode øjeblikke, og personligt får jeg mere energi og livsglæde, når telefonen ikke er med mig hele tiden. De gode øjeblikke, det gode liv, foregår for mit vedkommende uden for skærmen, og det er vigtigt at huske på.

Get to know Interviews

GET TO KNOW: Frk. Mejer

Jeg elsker simpelthen at lave de her interviews med så mange fantastiske mennesker! Jeg smiler hver eneste gang svarene tikker ind i min indbakke, og det bliver kun bedre af, at jeg kan dele det hele med jer, her på bloggen.
Til aften skal I nemlig møde en helt fantastisk og spændende personlighed. Hun er en vaskeægte vintage queen, med et moderne touch, i en alder af kun 22. Jeg er grøn af misundelse på hendes feminine og galante stil, som er inspireret af 1900-tallet, men det kan I læse mere om nu. Det kommer nemlig til at handle om vintagemode, i en moderne verden, Marilyn Monroe, feminisme, skøn litteratur og det perfekte med det “uperfekte”.

Fortæl lidt om dig selv. Hvem er denne Frk. Mejer?
Jamen, jeg er lidt en moderne frøken, som bare er helt forelsket i vintage og i særdeleshed 50’ernes mode. Jeg er nok født lidt ind i den forkerte tidsalder, sådan rent stilmæssigt, og måske også i forhold til, at jeg sætter pris på at holde et hjem, bage og hygge derhjemme og omkring mine nærmeste. Alligevel skal man ikke kimse af, at jeg også er en pige, som virkelig gerne vil opnå noget karrieremæssigt. Så en bedstemor indvendigt, vintage udenpå og alligevel moderne = modern vintage, simpelthen – både i tøjet og personligt.
Jeg er også en meget følsom pige og har derfor valgt at lægge vægt på at være særligt sensitiv, men ikke på den der ”det er en sovepude/undskyldning”-måde, men mere hvordan det hjælper mig til at forstå mig selv bedre og hvordan jeg kan udvikle mig i en positiv retning. 

Hvad kan vi læse om på din blog?
Der er meget forskelligt på min blog, men jeg skriver om mode på budget. Jeg elsker highstreet og genbrugsfund. Jeg skriver også omkring min særlige sensitivitet, livets tiny moments og så kommer der en bitter dame op i mig engang imellem, hvor jeg lige får luft især på den feministiske front. Jeg mener virkelig, at kvindeindlæg og feminisme er noget, som man bør sætte fokus på gennem forskellige perspektiver. Så lidt mode, lidt vintage, lidt debat og lidt personligt med alt fra de gode øjeblikke og til livets triste stunder. Det er meget vigtigt for mig at vise, at der er to sider til alle de sociale medier. Jeg er Frk. Mejer og jeg er Louise. Jeg er glam, fin, glimmer og overdressed, men jeg er også irrationel, makeupfri på sofaen flere dage i træk og enormt klodset – det er det ”perfekte” med det uperfekte. Selvironi er en væsentlig ting hos mig.

Hvem er dit største (vintage) stilikon og hvorfor?
Jeg tror mit største stilikon må være Marilyn Monroe med frygt for at lyde som en kliché. Jeg er bare forelsket i hendes blonde hår og de store læber. Hun var jo bare så gudeskøn og hun var både sensuel, men alligevel meget ærbar. Jeg er generelt inspireret af meget forskelligt, nogle gange er det Trixie fra Call the Midwife, andre gange Blair Waldorf fra Gossip Girl. Jeg tror, at jeg generelt bliver inspireret af kvinder som er elegante og har en klassisk stil. Jeg er vild med den ynde, som vintagemoden havde, fordi jeg synes det er så ufatteligt smukt.

 Hvordan vil du beskrive din stil?
Min stil er meget klassisk og overdressed. Jeg er mester til at gøre lidt for meget ud af mig selv og det der med at være casual dur jeg ikke til. Jeg er retro med et twist af noget moderne, men altid meget feminin. Det er vigtigt for mig at føle mig kvindelig i alt, hvad jeg tager på. Dog skifter jeg meget mellem perioderne, men min stil er et virvar mellem 1920’erne og til 1960’erne.

Hvad vil du bare helst ikke undvære i garderoben?
Jeg kan ikke undvære mine kjoler. Meget kan jeg, og jeg giver gerne bukserne som offergave, men ikke mine kjoler. Desuden vil jeg heller ikke undvære mine læbestifter, det er mere makeup end garderobe, men jeg bryder mig ikke om, når jeg ikke har læbestift på. Det fuldender altid mit look.

Hvad drømmer du mest om at opnå?
Jeg drømmer om mange ting, men mest af alt nok at blive succesfuld og glad indenfor det felt, som jeg håber på at arbejde med. Tænk engang, hvis bloggen blev virkelig succesfuld? Det ville betyde så meget, fordi det er det, som jeg elsker at lave. Den indeholder alle sider af mig, så at den opnår flere læsere og succes er drømmen.Hvad har du af interesser udover din blog?
Jeg studerer jo litteraturvidenskab, så selvfølgelig elsker jeg at læse. Jeg elsker også at kigge efter bøger i genbrugsforretninger, fordi der er mange smukke, brugte udgaver, som jeg ikke har kunnet stå for. Jeg bruger generelt meget tid på at kigge efter tøj – på nettet og i butikkerne rundt omkring. Det kan jeg sagtens bruge flere timer på. Ellers kan man nok finde mig i køkkenet i gang med at lave hjemmelavede pizzaer eller en cheesecake med chokoladepynt og guldstøv. Lidt overdådig har man lov til at være. 

Hvilken er den bedste bog du nogensinde har læst, og hvorfor?
Uhhh, det er svært. Jeg skifter rigtig meget med yndlingsbøger og perioder, fordi jeg er generelt glad for 1800-tallets romantik, men nogle gange bliver det lige tungt nok. Jeg tror at en af dem må være Khaled Hosseinis Drageløberen. Den fangede mig så meget og den rørte mig enormt meget. Den er anbefalelsesværdig, fordi den er velskrevet og indeholder plottvists, som man ikke regner med. Men en af de bøger som jeg har grædt af grin over er nok Hella Joofs Papmachéreglen. Den er nok en af de bedste bøger nogensinde og jeg måtte holde pauser, fordi jeg trillede rundt af grin. Den er så rigtig og så vidunderlig.

 På dine 22 år, hvad er så noget af det vigtigste du har lært?
At man skal acceptere sine begrænsninger og sig selv for, hvad man kan. Jeg øver mig hele tiden i at lade være med at forsvare mig selv overfor andre og stå ved, hvem jeg er. Vi er jo forskellige mennesker og kan forskellige ting, hvilket er vidunderligt. Jeg har lært at blive bedre til at rose mig selv og ikke mindst kender jeg mig selv rigtig godt efterhånden. Ærlighed overfor sig selv og andre så langt henad vejen som muligt. Jeg behøver heller ikke at være perfekt til alting, det er jo netop okay, at jeg ikke kan alting. Det ville da være anstrengende, hvis man skulle være god til alt og det er jeg så langt fra, men så øver jeg mig i at dyrke de ting, som interesserer mig og som jeg kan.

Har du ikke fået nok af Frk. Mejers vintageunivers må du hellere skynde dig forbi hendes blog lige her. Du kan også følge hende på Facebook og Instagram, hvor hun ofte deler endnu flere lækre billeder af cheesecakes, blomster, kjoler og andet feminint guf!  

Personal

Sabbatår // “Jeg føler mig ikke udfordret”

Jeg har endnu en dag med feber og hovedpine. Jeg burde nok holde mig fra skærmen, men det er så kedeligt at ligge i sengen med en klud på panden, og panodiler ved siden af. Derfor har jeg skrevet lidt om mine tanker omkring mit sabbatår som det er lige nu.Det som jeg havde vægtet højest for det kommende års tid var, at jeg skulle tjene en masse penge så jeg kunne rejse til næste sommer. Noget som jeg ikke lige havde overvejet nær så meget, var det her med at holde mig udfordret og at blive ved med at lære. Mit job som lagermedarbejder er ærlig talt ikke det mest udfordrende – forstå mig ret, jeg elsker mit job og mine kollegaer, jeg har det godt der, men fysisk arbejde er ikke særlig udfordrende (udover for kroppen i ny og næ).

Med tiden er det gået op for mig, hvor meget jeg holder af at lære noget nyt hver dag, også selvom det som i gymnasiet nogle gange kunne føles som ligegyldig viden. Pointen er stadig, at mit hovede var igang og jeg blev udfordret i gymnasiet. Det er lige før jeg savner at sidde og bøvle med en opgave i afsætning (ikke mit yndlingsfag though).

Min hverdag består i at tage på arbejde fra 8.30-16.30. Jeg kommer hjem, og er ofte træt og hopper direkte i bad hvorefter jeg roder i køknet efter noget aftensmad. Så er den dag altså hurtigt gået, og det er ikke så tit, at jeg har overskud til så meget andet end arbejde og at spise. Det er i weekenden, at jeg lægger alle mine planer, hvilket fungerer helt fint. Det er også her, at jeg kan slappe ordentligt af. Men det er som om jeg mangler noget – lidt hjernegymnastik? Jeg er ikke til matematik, så det bliver aldrig i den dur, men hvad kan jeg give mig til?

Jeg har overvejet at begynde at læse noget mere – både faglitteratur såvel som skønlitteratur, og så kun på engelsk! Derudover elsker jeg spansk, og savner det også en del fra gymnasiet, så jeg tænker også jeg vil have fat i nogle bøger på spansk så jeg kan øve det lidt igen.

Alt dette skal ikke forstås som om jeg er utilfreds med, hvordan mit sabbatår forløber sig indtil videre. Det går rigtig godt, og jeg elsker at bo for mig selv. Jeg mangler ikke noget, og jeg synes det er sjovt at føle sig mere “voksen”, når jeg går på jagt efter 3-lags toiletpapir eller Kærgaarden smør på tilbud (måske I forstår mig?), eller når kommer hjem og det går op for mig at jeg burde støvsuge (ok, ærligt, så er det nogle gange et mood kill). Jeg har blot fundet ud af, at jeg i fremtiden skal have et lidt mere udfordrende job, og det er jo sådan set godt nok. Hvad jeg helt præcis vil arbejde med, eller uddanne mig til, aner jeg ikke endnu, men det er også et mål for mig at finde ud af med tiden.

Holder I også sabbatår nu, eller hvad laver I? Hvad gør I for at holde jer udfordret?

Knus

Mode

Forelsket i print til efteråret

Hello ladies!

Jeg har ligget syg hele dagen i dag, øv! Jeg er i bedring, men føler mig stadig sløj. Jeg havde dog brug for et afbræk i kedsomheden, som det er at ligge i sengen, og derfor kigger jeg ind her til aften for at dele min seneste forelskelse med jer: nemlig print til efterårsgarderoben!

Det gik nemlig op for mig, hvor meget print jeg har fået ind i garderoben på det seneste, og jeg er ret så vild med det! Jeg kan godt mærke, at det har krævet lidt mod at gå i blomstret tøj, men jeg føler bare det afspejler min glade og lykkelige personlighed. Jeg har det i sandhed godt for tiden (ja, bortset fra lige i dag, hvor jeg ligger syg), og det synes jeg også godt min garderobe må afspejle 🙂

Jeg har endnu ikke noget varmere tøj med print, end det I ser på billederne. Derfor begynder jeg nok så småt at gå på jagt efter den perfekte sweater til de kolde måneder, med et lækkert print, som vil skille sig ud fra det brune og grå tøj som jeg plejer at klæde mig i. Jep, det skal være slut med tøj, der får mig til at ligne en sæk kartofler. Så er det sagt.

Hvordan kommer jeres efterårs-/vintergarderobe til at se ud? 😀

Knus