Viser kategori

Interviews

Get to know Interviews

GET TO KNOW: Frk. Mejer

Jeg elsker simpelthen at lave de her interviews med så mange fantastiske mennesker! Jeg smiler hver eneste gang svarene tikker ind i min indbakke, og det bliver kun bedre af, at jeg kan dele det hele med jer, her på bloggen.
Til aften skal I nemlig møde en helt fantastisk og spændende personlighed. Hun er en vaskeægte vintage queen, med et moderne touch, i en alder af kun 22. Jeg er grøn af misundelse på hendes feminine og galante stil, som er inspireret af 1900-tallet, men det kan I læse mere om nu. Det kommer nemlig til at handle om vintagemode, i en moderne verden, Marilyn Monroe, feminisme, skøn litteratur og det perfekte med det “uperfekte”.

Fortæl lidt om dig selv. Hvem er denne Frk. Mejer?
Jamen, jeg er lidt en moderne frøken, som bare er helt forelsket i vintage og i særdeleshed 50’ernes mode. Jeg er nok født lidt ind i den forkerte tidsalder, sådan rent stilmæssigt, og måske også i forhold til, at jeg sætter pris på at holde et hjem, bage og hygge derhjemme og omkring mine nærmeste. Alligevel skal man ikke kimse af, at jeg også er en pige, som virkelig gerne vil opnå noget karrieremæssigt. Så en bedstemor indvendigt, vintage udenpå og alligevel moderne = modern vintage, simpelthen – både i tøjet og personligt.
Jeg er også en meget følsom pige og har derfor valgt at lægge vægt på at være særligt sensitiv, men ikke på den der ”det er en sovepude/undskyldning”-måde, men mere hvordan det hjælper mig til at forstå mig selv bedre og hvordan jeg kan udvikle mig i en positiv retning. 

Hvad kan vi læse om på din blog?
Der er meget forskelligt på min blog, men jeg skriver om mode på budget. Jeg elsker highstreet og genbrugsfund. Jeg skriver også omkring min særlige sensitivitet, livets tiny moments og så kommer der en bitter dame op i mig engang imellem, hvor jeg lige får luft især på den feministiske front. Jeg mener virkelig, at kvindeindlæg og feminisme er noget, som man bør sætte fokus på gennem forskellige perspektiver. Så lidt mode, lidt vintage, lidt debat og lidt personligt med alt fra de gode øjeblikke og til livets triste stunder. Det er meget vigtigt for mig at vise, at der er to sider til alle de sociale medier. Jeg er Frk. Mejer og jeg er Louise. Jeg er glam, fin, glimmer og overdressed, men jeg er også irrationel, makeupfri på sofaen flere dage i træk og enormt klodset – det er det ”perfekte” med det uperfekte. Selvironi er en væsentlig ting hos mig.

Hvem er dit største (vintage) stilikon og hvorfor?
Jeg tror mit største stilikon må være Marilyn Monroe med frygt for at lyde som en kliché. Jeg er bare forelsket i hendes blonde hår og de store læber. Hun var jo bare så gudeskøn og hun var både sensuel, men alligevel meget ærbar. Jeg er generelt inspireret af meget forskelligt, nogle gange er det Trixie fra Call the Midwife, andre gange Blair Waldorf fra Gossip Girl. Jeg tror, at jeg generelt bliver inspireret af kvinder som er elegante og har en klassisk stil. Jeg er vild med den ynde, som vintagemoden havde, fordi jeg synes det er så ufatteligt smukt.

 Hvordan vil du beskrive din stil?
Min stil er meget klassisk og overdressed. Jeg er mester til at gøre lidt for meget ud af mig selv og det der med at være casual dur jeg ikke til. Jeg er retro med et twist af noget moderne, men altid meget feminin. Det er vigtigt for mig at føle mig kvindelig i alt, hvad jeg tager på. Dog skifter jeg meget mellem perioderne, men min stil er et virvar mellem 1920’erne og til 1960’erne.

Hvad vil du bare helst ikke undvære i garderoben?
Jeg kan ikke undvære mine kjoler. Meget kan jeg, og jeg giver gerne bukserne som offergave, men ikke mine kjoler. Desuden vil jeg heller ikke undvære mine læbestifter, det er mere makeup end garderobe, men jeg bryder mig ikke om, når jeg ikke har læbestift på. Det fuldender altid mit look.

Hvad drømmer du mest om at opnå?
Jeg drømmer om mange ting, men mest af alt nok at blive succesfuld og glad indenfor det felt, som jeg håber på at arbejde med. Tænk engang, hvis bloggen blev virkelig succesfuld? Det ville betyde så meget, fordi det er det, som jeg elsker at lave. Den indeholder alle sider af mig, så at den opnår flere læsere og succes er drømmen.Hvad har du af interesser udover din blog?
Jeg studerer jo litteraturvidenskab, så selvfølgelig elsker jeg at læse. Jeg elsker også at kigge efter bøger i genbrugsforretninger, fordi der er mange smukke, brugte udgaver, som jeg ikke har kunnet stå for. Jeg bruger generelt meget tid på at kigge efter tøj – på nettet og i butikkerne rundt omkring. Det kan jeg sagtens bruge flere timer på. Ellers kan man nok finde mig i køkkenet i gang med at lave hjemmelavede pizzaer eller en cheesecake med chokoladepynt og guldstøv. Lidt overdådig har man lov til at være. 

Hvilken er den bedste bog du nogensinde har læst, og hvorfor?
Uhhh, det er svært. Jeg skifter rigtig meget med yndlingsbøger og perioder, fordi jeg er generelt glad for 1800-tallets romantik, men nogle gange bliver det lige tungt nok. Jeg tror at en af dem må være Khaled Hosseinis Drageløberen. Den fangede mig så meget og den rørte mig enormt meget. Den er anbefalelsesværdig, fordi den er velskrevet og indeholder plottvists, som man ikke regner med. Men en af de bøger som jeg har grædt af grin over er nok Hella Joofs Papmachéreglen. Den er nok en af de bedste bøger nogensinde og jeg måtte holde pauser, fordi jeg trillede rundt af grin. Den er så rigtig og så vidunderlig.

 På dine 22 år, hvad er så noget af det vigtigste du har lært?
At man skal acceptere sine begrænsninger og sig selv for, hvad man kan. Jeg øver mig hele tiden i at lade være med at forsvare mig selv overfor andre og stå ved, hvem jeg er. Vi er jo forskellige mennesker og kan forskellige ting, hvilket er vidunderligt. Jeg har lært at blive bedre til at rose mig selv og ikke mindst kender jeg mig selv rigtig godt efterhånden. Ærlighed overfor sig selv og andre så langt henad vejen som muligt. Jeg behøver heller ikke at være perfekt til alting, det er jo netop okay, at jeg ikke kan alting. Det ville da være anstrengende, hvis man skulle være god til alt og det er jeg så langt fra, men så øver jeg mig i at dyrke de ting, som interesserer mig og som jeg kan.

Har du ikke fået nok af Frk. Mejers vintageunivers må du hellere skynde dig forbi hendes blog lige her. Du kan også følge hende på Facebook og Instagram, hvor hun ofte deler endnu flere lækre billeder af cheesecakes, blomster, kjoler og andet feminint guf!  

Get to know Interviews

GET TO KNOW: Emilie Ildstein

Hej med jer derude!

Jeg er så heldig, at der findes nogle fantastiske piger der vil stille op til interviews på min blog lige for tiden, og det skulle heller ikke være en undtagelse for Emilie Ildstein i denne omgang. I sidste uge mødte vi Nicoline, og fik du ikke læst sidste uges “get to know” kan du gøre det lige her. Emilie har sin egen blog, hvor hun primært blogger om skønhed, og derfor er der i dagens “get to know” fokus på skønhed inden i og udenpå.

Hvad gør du for at holde dig sund?
Sundhed kan jo være rigtig mange ting! Der er sundhed i form af motion, kost, men også psyke. Jeg gik i en periode rigtig højt op i hvordan min krop så ud, så jeg spise rigtig sundt og trænede 4 gange om ugen. Bagsiden af dette var, at jeg ikke havde det godt psykisk fordi jeg lagde et stort pres på mig selv og min krop.

Den dag i dag fokuserer jeg hele tiden på at have et godt sammenspil mellem min fysiske sundhed og min mentale sundhed! Jeg spiser sundt og varieret, men siger heller ikke nej til slik, alkohol og Burger King i ny og næ. Jeg dyrker motion i form af at cykle til og fra skole og arbejde, og danser en gang i mellem zumba for at forbrænde lidt ekstra – på den sjove måde. Jeg har lært at være mig selv og lærer hele tiden at elske mig selv lidt mere. Med dette og mine skønne venner samt kæreste, kan jeg være den sunde og glade pige jeg nu engang er!

Hvordan er den perfekte hjemmespa for dig?
Den perfekte hjemmespa for mig, består først og fremmest i et langt varmt bad med en lækker peeling og en hårvask med hovedbundsmassage (kan gøres selv eller af en anden, hvis man er så heldig!). Derefter fugtes kroppen med en lækker olie. Jeg foretrækker kokosolie, da kokosolie praktisk talt er godt for alt og har en skøn duft! Herefter peeler jeg mine fødder, smører dem ind i en fed creme og pakker dem ind i hyggesokker. Så renser jeg mit ansigt, påfører en beroligende ansigtsmaske, tænder en masse sterin- og duftlys, slukker lyset, ligger mig på sengen og slapper af!

Hvilke skønhedsprodukter ville du aldrig rejse uden?
Jeg ville aldrig rejse uden mine renseprodukter, kropspleje i form af creme eller olie, en øjenvippebukker og en brow gel! Bryn og vipper er bare et must i min verden!

Hvordan holder du dit hår så flot og sundt?
Mit hår betyder rigtig meget for mig, og derfor passer og plejer jeg det, som jeg plejer resten af min krop. Jeg vasker mit hår hver anden dag; 2 gange med hårshampoo (første gang for at vaske fedt og snavs ud af håret, og anden gang for at lade hårshampooen trænge ind i håret) efterfulgt af balsam i spidserne (for at beskytte håret). Hver dag spiser jeg vitaminer til håret, og én gang i ugen bruger jeg en hårolie/-maske fra DNC i 20 minutter som styrker håret. Ud over dette bruger jeg ALTID hårbeskyttelse, når jeg krøller eller glatter mit hår. Dette er flere måder at pleje og beskytte sit hår på, men en afgørende faktor er klart, at man husker at få klippet sit hår når spidserne begynder at splitte i enderne!

Hvad er den bedste hårkur du nogensinde har prøvet?
Jeg har virkelig svært ved at vælge én hårkur, blandt alle de gode jeg gennem tiden har prøvet, men skal jeg vælge én, må jeg nok gå med DNC “Genopbyggende hårolie – modvirker hårtab”, som kom mig til undsætning da jeg pludselig begyndte at fælde helt vildt! Mit hår har tendens til at blive enormt fedtet af hårolie, da det kan være svært at vaske ud af håret, men ikke med denne olie. Mit hår blev også ufattelig blødt efterfølgende!

Hvad er dit næste make-up køb?
Mit næste makeup køb må være et par nye falske øjenvipper. Jeg forguder falske vipper, og derfor er mine nuværende falsies pænt slidte…

Hvilke skønhedsblogs vil du anbefale?
Jeg læser faktisk ikke selv skønhedsblogs, da jeg altid bare har eksperimenteret med mine egne makeup looks. Skal jeg alligevel vælge én, vil anbefale rikaedelgren.dk, som laver de flotteste makeup looks og samtidig tager de mest professionelle billeder af sine “værker”.

Jeg håber I nød denne uges besøg af Emilie. Det er som udgangspunkt ikke planen, at der skal blive en “get to know” hver uge, men det kommer an på, om jeg kommer i kontakt med flere af jer skønne mennesker derude. Hvis I har lyst kan I også læse Emilies indlæg om mig på hendes blog lige her.

Get to know Interviews

GET TO KNOW: Nicoline Praus

Godmorgen!

Sidste gang introducerede jeg jer for Louise Bennetzen (se indlægget her), og denne gang skal I møde endnu en person som er en kæmpe inspiration for mig til daglig! Hvis ikke I allerede er stødt på hende, synes jeg det er på tide I lærer hende lidt bedre at kende. Hun hedder Nicoline, og blogger selv mens hun er igang med sit andet semester som multimediedesigner. Jeg har fulgt hende noget tid nu, og synes hun gør det rigtig godt som blogger, og så laver hun altid et eller andet spændende 🙂 Da jeg skrev til hende, havde jeg egentlig ikke planlagt hvad jeg ville spørge om, fordi jeg ikke vidste hvor jeg skulle starte, men indlægget handler om hendes personlighed, lidt om hendes stil, mødet med Sandra Willer og lidt gode råd 😉

Hvilke ord beskriver dig bedst, og hvorfor?
Hjælpsom, smilende og åben.
Hjælpsom, fordi jeg elsker at hjælpe folk og sætter gerne folk før mig i mit liv (hvilket ikke altid er en god ting) og så elsker jeg bare at være der for folk, og støtte dem igennem en svær periode, eller bare give et ekstra kram.
Smilende, fordi sådan er jeg som person. Man finder mig næsten aldrig sur eller uden et smil på læberne, og folk bliver altid så overraskede når de møder mig, eller ser mig, fordi jeg smiler altid.

Åben, fordi jeg elsker at møde nye folk, få nogle nye bekendtskaber og bare generelt at snakke med folk, elsker at snakke!Hvad er det vigtigste du har lært og som du ønsker at give videre?
Det vigtigste jeg tror jeg har lært i livet er, at det kun er en dårlig dag, ikke et dårligt liv. Jeg har ret ofte nogle dage, hvor gamle dæmoner fra fortiden kommer frem, og sørger for det hele bare er noget møg, og jeg tit er ked af det eller er meget følsom, og der siger jeg tit at livet er dumt og uretfærdigt, men problemet her er, at det bare er en dårlig dag – I morgen kan du vågne op og have det bedre, og det kan være den bedste dag i dit liv, så lad vær med at se så negativt på det hele.. det hele skal nok gå, tro mig!

Samtidig vil jeg også sige, at du skal aldrig tage din familie eller venner forgivet, og husk at nyde deres selskab og de ting de gør for dig. Jeg er så taknemlig for de mennesker jeg har i mit liv!

Hvis sommerferien var forlænget med en uge, hvad ville du så lave?
Jeg tror ikke jeg ville bruge den fornuftig for at sige det sådan, fordi jeg tror jeg bare ville slappe lidt mere af, se noget mere Netflix og få trænet det sidste. Jeg brugte min sidste uge inden ferien på en masse dejlige veninder og familie, som var rigtig skønt, men som også tog alt min energi, så jeg ville nok bare slappe lidt mere af!

Hvordan var det at møde sit største blogger idol, Sandra Willer?
Altså, nu har jeg fulgt Sandra i rigtig lang tid og vi følger også hinanden på Instagram, og skriver nogle gange sammen over insta privat, men det var virkelig fedt endelig sådan rigtig at møde hende, give hende en krammer og snakke med hende face to face. Jeg ser virkelig meget op til hende, og er så imponeret over hendes arbejde og hvor god hun er! Hun er virkelig en af mine kæmpe store inspirationskilder, og en jeg virkelig ser op til!

Hvad var din motivation for at begynde og blogge?
Jeg har altid elsket at skrive, og var den der altid gav læreren frivillige stile, og sad og skrev historier, skrev digte osv – så det var en af de store grunde til jeg ville blogge, fordi jeg elsker at skrive! Men også fordi jeg syntes det Sandra lagde op var så spændene, og jeg ville også gerne prøve det, og nu er bloggen mit et og alt, og jeg ligger alle mine timer af døgnet (de timer jeg har ledige) i min blog, og elsker at se den udvikle sig. Men det hele startede med, at jeg altid har elsket at skrive.

Hvordan er din stil?
Jeg ville sige min stil er meget personlig, feminin, men kan også være klassisk. Jeg er en person som elsker kjoler og nederdele – man ser mig sjældent i bukser, faktisk så sjældent at når jeg har nogle på, bliver alle overrasket, MEN jeg har også de dage, hvor jeg bare gerne vil have noget virkelig stilrent eller street tøj på, så jeg er meget blandet – men mest kjoler.

Hvor ser du dig selv om fem år?
Jamen hvis jeg må bruge min fantasi og drømme, så bor jeg i New York eller London, arbejder på et kæmpe stort modemagasin og har stadig min blog, som har vokset sig større, og har en kæreste, måske børn?

Hvad er dit bedste råd til andre, der ønsker at starte sin egen blog?
Hop ud i det og vær dig selv 100%. Der er rigtig mange som starter og som begynder at kopiere andre bloggere, fordi de så tror de bliver kendt og bliver en stor blogger, men sådan hænger det ikke sammen. Du skal bare være dig selv, så går det hele, og så vil folk stadig forelske sig i dig! Samtidig skal man kun starte, hvis det virkelig er noget man brænder for og vil lægge tid i, og ikke bare gøre det for de forskellige events, penge og ting. Det tager lang tid at komme dertil, og kommer ikke bare efter en dag. Men mit bedste råd er at være dig selv!

Jeg håber I syntes om indlægget med søde Nicoline. Jeg elsker i hvert fald selv de her indlæg, fordi jeg så kommer til at kende andre fantastiske mennesker! I kan følge Nicoline på Facebook, Instagram eller gå direkte til hendes blog lige her.