Viser kategori

Personal

Personal

Det ved I ikke om mig // #randomfacts

Hej kære læser!
Hermed et lille livstegn fra mig ovenpå en forlænget weekend, hvor jeg har været til familietræf på Sjælland, i Fårup Sommerland og fejret 20-års fødselsdag for min kæreste. Der er fart over feltet, men i morgen slutter min lille efterårsferie og arbejdet kalder. Normalt bestræber jeg mig på at lave indlæg af kvalitet, hvor I får lidt til tænketanken, eller bliver inspireret til at prøve noget nyt, og det er derfor ikke så tit, at jeg laver de her indlæg om mig selv. Dog synes jeg heller ikke det skader, at I kommer bag facaden, så nu får I lige fem tilfældige facts om mig som jeg kom på i toget mod Odense sidste weekend – mest for hyggens og morskabens skyld 😉

1. Hvis jeg ser nogen mistænkelige personer i offentligheden tjekker jeg altid hvad klokken er, og hvordan de ser ud, i tilfælde af at der sker noget kriminelt samme sted kort tid efter. Jeg lever ikke i frygt, men jeg gør det nok for at kunne hjælpe til i en eventuel efterforskning, haha!

2. Jeg elsker Odense Chokoladesauce, og kommer det altid i bunden før jeg hælder softice i. Derefter topper jeg med endnu mere chokoladesauce, så man ikke kan se isen. Nogle mener det er ulækkert, but I love it. Men jeg gør det kun, hvis det er Odense Chokoladesauce for jeg bryder mig ikke om andre slags.

3. Jeg bliver hidsig af at vaske op, hvis vandet er for varmt. Jeg ender derfor ofte med at tage opvasken i små bider, eller får Ralle til at tage den, for at undgå mit temperament.

4. Jeg fælder utrolig nemt en tåre, hvis jeg ser Voice Junior eller andre shows, hvor der indgår stolte forældre, haha. Jeg græder ikke over deltagerne, men over deres stolte forældre. Aner ikke hvorfor.

5. Jeg er imod overforbrug, og forsøger at leve så minimalistisk som muligt. Alligevel har jeg et fuckton af notesbøger til at ligge fordi jeg eelsker notesbøger, og jeg bliver ved med at købe og ønske dem (#bloggerlife), selvom jeg langt fra får dem brugt alle sammen.

Jeg håber I har det godt, og at I kunne lide dagens indlæg. Jeg har forresten fået drømmetasken hjem, da jeg fandt et tilbud jeg ikke kunne modstå. Jeg  planlægger naturligvis at vise den frem til jer, her på bloggen, så snart jeg får tid til at lave et ordentligt indlæg med den – hvad tror I det er for en? 😀

Personal

Jeg er introvert og jeg accepterer det!

Jeg har aldrig anset mig selv som den introverte type. Jeg har altid troet, at introverte var meget indelukkede, generte og socialt akavede, hvilket ikke er sådan jeg opfatter mig selv. Jeg har længe anset det at være introvert, for at være negativt, men det gør jeg ikke længere. Ikke efter, at jeg rent faktisk har fået læst op på, hvad det vil sige at være hhv. ekstrovert og introvert.

Det handler i bund og grund om, hvad man får energi af. En ekstrovert får energi af at omgås mennesker, og at få opmærksomhed fra omgivelserne, hvor det ofte forholder sig stik modsat for introverte. Dertil kommer der selvfølgelig nogle kendetegn for hver personlighedstype, hvor introverte ofte går op i deltaljer, er mere sensitive og arbejder bedst alene. For ekstroverte gælder det at mange er imødekommende, god til small talk og ikke overanalyserer for meget, og hurtigt kommer på banen i sociale sammenhænge. Det er forklaret i meget grove, få og genereliserede træk, vil jeg lige pointere.

Vi har alle introverte og ekstroverte træk, men er overvejende det ene eller det andet. For mit vedkommende får jeg helt klart energi af at have en del tid for mig selv. Når jeg har været social, og har haft mange aftaler i løbet af en uge, bliver min energi hurtigt brugt op. Jeg ser derfor hurtigt frem til næste gang, hvor jeg får tid til at smide mig i sengen med TV’et tændt om aftenen, gerne alene. Jeg har altid været typen, der har lyttet, fremfor at tale om mig selv – ikke at jeg ikke kan det også, men jeg er bedre til at lytte. Jeg er generelt ikke glad for at være centrum, og jeg holder mig helst fra at fejre de store begivenheder i mit liv, med for mange mennesker. Som jeg nævnte i mit sidste indlæg, så er jeg heller ikke typen der elsker at gå i byen, men nok om den sag.

Jeg har altid været god til at møde mennesker i øjenhøjde, og har ofte fået at vide, at jeg er god til at tale foran andre mennesker. Det er jo typisk ikke noget man vil sætte i forbindelse med en introvert personlighed, men som sagt, så kan man sagtens have træk fra det ene og det andet. Jeg elsker også at være social, men gennem de sidste måneder er jeg kommet tættere på mig selv, og har fundet ud af hvor vigtigt det er, at jeg også lige mærker efter, hvad jeg har behov for. Jeg har faktisk tit lyst til at lægge en masse planer, og at være sammen med folk, men uden at det er det jeg reelt set har behov for.  Jeg har lært, at det i sidste ende kan resultere i et møgsommeligt temperament, hvis jeg har lavet for meget på en uge. Derfor er jeg nogengange nød til at melde fra, og sige nej til noget. Simpelthen bare så jeg kan få noget tid til at lade op for mig selv (om jeg vil det eller ej).

Der er både fordele og ulemper ved at være hhv. ekstrovert og introvert, men der er ikke noget der er mere rigtigt end det andet. Det er jo bare forskellige måder at være menneske på, og det har jeg på det seneste lært at acceptere – og det er i øvrigt mega fedt! Et af mine mål med det her sabbatår var nemlig at komme tættere på mig selv, og jeg føler at den process, går rigtig godt for tiden.

Det har hjulpet en del at komme i kontakt med andre bloggere som er lidt som mig. Det med at finde ud af, at man ikke er alene kan virkelig være en hjælp, og det har hjulpet mig på vejen til at acceptere flere sider af mig selv. Jeg tror også på, at når man lærer at acceptere sig selv, for den man er, så vil ens omgivelser også gøre det.

Jeg er overvejende introvert, og det accepterer jeg!

Personal

Er der en korrekt måde at være ung på?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv en del gange. Det er kommet sig ud af mine eksistentielle kriser og lave selvværd, som af og til er dukket op ved hoveddøren. Bare rolig. Jeg har for det meste gode dage, men på de mindre gode begynder mit hoved at køre ud af sit eget spor. Det er et spor fuld af uendelige refleksioner. Jeg snakker i dag om det her med at være ung, og om der findes en korrekt måde at være det på. Det er lidt et bredt emne, så jeg afgrænser det til det jeg har tænkt mest over – socialisering og bylivet.Jeg læste et ret inspirerende indlæg på Frk. Mejers blog for nylig, og det fik mig til at tænke over, hvordan ungdommen i dagens Danmark ser ud, og hvordan jeg til tider kan føle at jeg ikke passer ind. Jeg mener, at der ligger et socialt pres på unge om, at vi skal være med til alt: drikke os fulde, feste hver weekend og være på hele tiden. Vi skal have travlt og være del af et solidt netværk, som kan hjælpe os med at holde ensomheden på afstand. Bevares, jeg kan godt lide at feste, men jeg gør det ikke så tit og hvis folk tager i byen er jeg ofte den der tager hjem – jeg synes simpelthen ikke det at gå i byen siger mig så meget, og så vil jeg hellere stoppe mens legen er god. Af den grund kan jeg ofte føle mig forkert, eller anderledes. Jeg har undret mig meget over, hvorfor jeg aldrig blev det unge menneske som jeg havde forestillet mig, før jeg fyldte 18 år. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle gå i byen og drikke hver weekend – og når hjembyen blev for kedelig skulle jeg på pubcrawl rundt i byer som Odense og Aarhus. But nooo that has never really happened. Jeg forestillede mig også, at jeg skulle være lidt mere rebelsk, men det har jeg heller aldrig rigtig været.

Jeg har behov for at se mine veninder, og også for at være social, men det er måske ikke så meget som andre. Jeg har ofte nok i mig selv og min lille lykkeboble, som jeg for det meste render rundt i. For ikke så længe siden havde jeg tre veninder på besøg til lidt lækker mad, dessert og vin. Det var en af de bedste aftener længe, og det er sådan jeg foretrækker at være sammen med folk, når jeg skal være social og “være på”. Det vil jeg langt hellere end at gå i byen – det private er mere mig, ligeledes er privatfester. Jeg ved, at det højst sandsynligt handler om at anerkende hvilke behov jeg har og så acceptere dem. Jeg ved, at jeg skal blive noget bedre til at acceptere, hvem jeg er, og hvad jeg har behov for uden at føle mig forkert i forhold til resten af min omgangskreds. Det er igen det her med, at jeg ikke bryder mig om at føle mig anderledes på nogle punkter overhovedet – men det ville da også være kedeligt, hvis vi lignede hinanden alle sammen, ikke?Det endelige svar må være, at der ikke er en korrekt måde at være ung på når det kommer til socialisering eller byliv. Det burde jo egentlig være et åbenlyst svar, når vi er så forskellige og ikke alle er ekstroverte. Det er tvivlen der sætter sine spor, og bliver djævlen på skulderen der fortæller, at jeg burde komme ud noget mere. Men i forhold til hvad? De sociale normer for ungdommen? Well screw them. Så vil jeg hellere lytte til mine egne behov, og nyde en kop varm kakao en lørdag aften derhjemme – enten i selskab med bedsteveninden eller for mig selv. Det er sådan jeg trives.

Personal

Jeg har det bedst, når jeg glemmer at tjekke telefonen

Jeg er på det seneste blevet mere nærværende. Jeg tror måske, det kan have noget at gøre med, at jeg nu er flyttet hjemmefra og nyder når jeg får gæster eller besøger folk. Det er ikke så ofte, fordi arbejdet fylder meget og gør mig træt, men når det er, så nyder jeg det altså. Jeg nyder andres selskab så meget, at jeg til tider fuldstændig glemmer at tjekke telefonen. Det er skønt. Jeg tjekker heller ikke telefonen når jeg er på arbejde, udover i pausen. Når jeg glemmer hvor jeg har lagt min telefon, eller glemmer at tjekke den for notifikationer, er jeg overbevist om, at det er på sådanne tidspunkter af mit liv, hvor jeg har det bedst.

Den konstante tilstedeværelse på medierne gør, at vi udsætter os selv og andre for et massivt forventningspres om, at vi skal være tilgængelige døgnet rundt. Det resulterer i det såkaldte FOMO (fear of missing out), for nogle mennesker, og gør os stressede. Hvor blev der af det der med “Carpe Diem” og at leve i nuet? Jeg siger ikke, at vi ikke må have et digitalt liv, eller at vi ikke må tage billeder af alt hvad vi oplever, for at dele det på sociale medier, men jeg synes godt vi kunne blive bedre til at være tilstede i nuet. Det er sundt at slippe telefonen, især når vi er sammen med andre mennesker. Jeg synes det er vigtigt at huske på, at når man tager telefonen frem i et fællesskab så skaber det også ofte en kædereaktion. Den ene finder telefonen frem, og så den anden. På den måde er telefonen ikke bare en distraktion for dig selv, men også for andre omkring dig. Og nu hvor vi taler om distraktion, så udsætter vi os selv for en masse støj, når vi besøger de sociale medier – idealer, reklamer og gruppechats, der ikke er til at holde styr på. Ja tak, jeg tror faktisk jeg har fået nok.

Jeg vil gerne blive endnu bedre til at gøre mere af det, der får mig til at glemme at tjekke telefonen, så jeg bare kan have nok i mig selv, mine veninder/kæreste/familie og det liv jeg har at leve. Jeg vil gerne tro på, at min verden ikke falder sammen af, at jeg ikke lige får tjekket telefonen nogle timer. Indrømmet så fylder min telefon jo stadig en del af min hverdag om jeg vil det eller ej (mest morgen og aften). I går læste jeg i en artikel på Zetland, at det viser sig at unge mellem 13-19 år i gennemsnit bruger seks timer bag en skærm, hver dag.

Jeg er stadig ung, men det afholder mig ikke fra at tænke, at jeg kun har det her liv, og at jeg skal få det bedste ud af det. Det er nok et ret så klichéagtigt budskab, det her med at leve i nuet, men jeg begynder at forstå det. Den glæde jeg føler, når jeg har koncentreret mig om at være sammen med folk, eller at læse i sengen, uden en forstyrrende telefon, er unik, og sådanne øjeblikke vil jeg have flere af. Det er gode øjeblikke, og personligt får jeg mere energi og livsglæde, når telefonen ikke er med mig hele tiden. De gode øjeblikke, det gode liv, foregår for mit vedkommende uden for skærmen, og det er vigtigt at huske på.

Personal

Sabbatår // “Jeg føler mig ikke udfordret”

Jeg har endnu en dag med feber og hovedpine. Jeg burde nok holde mig fra skærmen, men det er så kedeligt at ligge i sengen med en klud på panden, og panodiler ved siden af. Derfor har jeg skrevet lidt om mine tanker omkring mit sabbatår som det er lige nu.Det som jeg havde vægtet højest for det kommende års tid var, at jeg skulle tjene en masse penge så jeg kunne rejse til næste sommer. Noget som jeg ikke lige havde overvejet nær så meget, var det her med at holde mig udfordret og at blive ved med at lære. Mit job som lagermedarbejder er ærlig talt ikke det mest udfordrende – forstå mig ret, jeg elsker mit job og mine kollegaer, jeg har det godt der, men fysisk arbejde er ikke særlig udfordrende (udover for kroppen i ny og næ).

Med tiden er det gået op for mig, hvor meget jeg holder af at lære noget nyt hver dag, også selvom det som i gymnasiet nogle gange kunne føles som ligegyldig viden. Pointen er stadig, at mit hovede var igang og jeg blev udfordret i gymnasiet. Det er lige før jeg savner at sidde og bøvle med en opgave i afsætning (ikke mit yndlingsfag though).

Min hverdag består i at tage på arbejde fra 8.30-16.30. Jeg kommer hjem, og er ofte træt og hopper direkte i bad hvorefter jeg roder i køknet efter noget aftensmad. Så er den dag altså hurtigt gået, og det er ikke så tit, at jeg har overskud til så meget andet end arbejde og at spise. Det er i weekenden, at jeg lægger alle mine planer, hvilket fungerer helt fint. Det er også her, at jeg kan slappe ordentligt af. Men det er som om jeg mangler noget – lidt hjernegymnastik? Jeg er ikke til matematik, så det bliver aldrig i den dur, men hvad kan jeg give mig til?

Jeg har overvejet at begynde at læse noget mere – både faglitteratur såvel som skønlitteratur, og så kun på engelsk! Derudover elsker jeg spansk, og savner det også en del fra gymnasiet, så jeg tænker også jeg vil have fat i nogle bøger på spansk så jeg kan øve det lidt igen.

Alt dette skal ikke forstås som om jeg er utilfreds med, hvordan mit sabbatår forløber sig indtil videre. Det går rigtig godt, og jeg elsker at bo for mig selv. Jeg mangler ikke noget, og jeg synes det er sjovt at føle sig mere “voksen”, når jeg går på jagt efter 3-lags toiletpapir eller Kærgaarden smør på tilbud (måske I forstår mig?), eller når kommer hjem og det går op for mig at jeg burde støvsuge (ok, ærligt, så er det nogle gange et mood kill). Jeg har blot fundet ud af, at jeg i fremtiden skal have et lidt mere udfordrende job, og det er jo sådan set godt nok. Hvad jeg helt præcis vil arbejde med, eller uddanne mig til, aner jeg ikke endnu, men det er også et mål for mig at finde ud af med tiden.

Holder I også sabbatår nu, eller hvad laver I? Hvad gør I for at holde jer udfordret?

Knus

Personal

Lidt om min minimalistiske livsstil

Hej alle sammen!

Jeg nævnte for nogle uger siden, hvordan jeg ville forsøge at leve en minimalistisk livsstil, og tænkte derfor jeg lige ville fortælle lidt om, hvordan det er skredet frem. Jeg synes til tider det er svært. Jeg synes ikke det er nemt hele tiden at skelne mellem hvad jeg egentlig reelt set behøver, og hvad jeg bare har lyst til at have/eje.

Hver gang jeg handler, eller shopper noget til mig selv, så kører jeg det igennem min lille tankebox, hvor jeg spørger mig selv om jeg behøver det, eller kan klare mig uden? Hvor meget kommer jeg til at bruge det, og hvilken værdi vil det have for mig til daglig, hvis jeg køber det? Jakken på billedet er ny, og da jeg fandt den i Vero Moda til en god pris kunne jeg ikke dy mig, fordi jeg har ønsket mig sådan en virkelig længe! Og jeg er SÅ glad for den. Så jo, jeg shopper stadig ind i mellem, men ikke så meget som før.

Jeg vil gerne leve mere minimalistisk, dels for at spare penge, dels for ikke at have for mange ting som jeg aldrig kommer til at bruge alligevel og så for at få mere plads omkring mig. Jeg ved ikke om der findes en korrekt plan for, hvordan man lever minimalistisk, fordi jeg tror også det er meget individuelt. Så vidt jeg er orienteret handler det jo grundlæggende om kun at eje de ting man bruger, så man ikke har for meget bras til at ligge i hjørnerne.

Siden jeg ryddede op i min garderobe, og fik solgt lidt, har jeg undgået tøjkriser fordi jeg har fået et bedre overblik over, hvad jeg har at tage på! Det er seriøst virkelig skønt, der om morgenen hvor jeg har besluttet mig for at lade snoozen ringe lidt længere, fordi jeg er langsom til at komme op. Det tager mindre end et minut at finde det jeg vil have på. Jeg har faktisk alt mit tøj, undertøj mm. i den lille kommode i ser bag mig (og så lidt på et tøjstativ, selvom det også godt kunne være i kommoden. Det er bare så det ikke bliver krøllet). Jeg har ikke længere en masse tøj til “hvad-nu-hvis” situationer, og på den måde har jeg fået skilt mig af med en masse tøj til de gange hvor jeg har tænkt: “hvad nu hvis jeg taber mig de fem kilo og kan passe det igen?”. Please.. der elsker jeg mad for højt til, at jeg kan lade det være. Det gælder også slik.

Men igen – det er ikke altid nemt at leve minimalistisk. Apropos mad, så køber jeg rigtig meget mad, fordi jeg hader ikke at have noget i køleskabet jeg kan vælge i mellem. Jeg kan godt lide at have noget at vælge i mellem, men det meste bliver alligevel først spist når R bor her i ny og næ, ha ha! Så der kunne jeg nok skære ned og spare både penge og plads (og undgå at det bliver for gammelt).

Generelt føler jeg, at jeg er på rette vej. Jeg har dog stadig en masse til at ligge i min vindueskarm, som er fra da jeg flyttede – og det ligger der bare. Jeg bruger det faktisk overhovedet ikke. Jeg kunne sikkert godt bare smide det ud. Så der er måske noget jeg lige skulle tage et kig på snarest.

Jeg vil rigtig gerne høre jeres historier om at leve minimalistisk. Hvad er jeres bedste råd I vil give videre? <3

God weekend <3

Personal

Kaffepause: Husker du at værdsætte dig selv?

Det er lørdag, og det er tid til en lille kaffepause, hvor vi skal snakke lidt om det her med at værdsætte sig selv.. og samtidig huske, at det er OK at synes godt om sig selv.

Fuck janteloven – som udgangspunkt. Selv mener jeg, at vi alle er født lige, uanset køn, etnicitet osv., og på den måde synes jeg ikke man skal gøre sig helligere eller bedre end andre – MEN, det er sgu ok at elske sig selv. Også for de små ting. Ja, du må godt elske dig selv – det er faktisk ret vigtigt. Jeg har længe haft tendens til lav selvtillid, og har haft travlt med at se det gode i andre. Jeg har haft travlt med at sammenligne mig med andre mennesker, som med tiden kun har gjort mere skade end gavn, og jeg er overbevist om, at jeg ikke er alene på det område.

Jeg øver mig i at se noget godt ved mig selv hver dag, og for tiden er jeg faktisk også blevet bedre til det – og det er jeg stolt af! Det kan i sandhed være en svær øvelse, og jeg har erfaret af det er meget nemmere at se de gode ting, når mit humør er højt. Når jeg er negativ har jeg ligeledes lettere ved at blive endnu mere pessimistisk. Positivitet avler positivitet, og negativitet avler negativitet, you know.

På et tidspunkt kørte Max Factor en kampagne der handlede om, at man skulle sætte fokus på det man bedst kunne lide ved sig selv, ved hashtagget #MyFactor (jeg ved ikke om den stadig kører). Jeg er lidt sent ude, men siden den kampagne blev skudt i gang, har det alligevel fået mig til at tænke over nogle ting hos mig selv, som jeg burde værdsætte noget oftere.

På billederne ovenfor ser I mig ‘at my best’. Jeg er glad, og jeg har det godt fordi det går godt på arbejdet, og jeg bor i min egen lille lejlighed, hvor jeg så småt begynder at mærke lidt mere til voksenlivet.  Hvis jeg skulle hoppe med på Max Factors kampagne ville jeg sige, at jeg synes godt om mit lange brune hår, mine blå øjne og mit smil. Jeg har tendens til at kritisere så mange ting hos mig selv, at jeg glemmer at værdsætte de små ting. Så jeg øver mig hver dag i at se de små gode ting ved mig selv, og det er en start. Jeg glæder mig til den dag, hvor selvtilliden intet fejler, for der har jeg et personligt mål om at nå til!

Så mine sidste ord til jer i dag må være, at I skal huske at værdsætte jer selv ind i mellem, også selvom det er en øvelse og det kan være svært, hvis man ligesom mig kan have tendens til lav selvtillid. Jeg tænker, at der er mange metoder til at opnå en højere selvtillid, men én af dem må være at starte ud i det små, hvor du gradvist finder ting som du bare elsker ved dig selv. Husk at komplimentere dig selv, og at rose dig selv for det du gør godt. Det er sgu så vigtigt, og det er altså helt okay!

Hvad er jeres ‘factor’? <3